Pia Arke, Gone With The Wind, 1997

En blond dukke iført en lyserød balkjole poserer i et storslået landskab. Den golde klippe i forgrunden, iskappen over havet og de farverige huse i mellemgrunden lader os genkende landskabet som Kalaallit Nunaat (Grønland), måske på en tidlig forårsdag.

Værkets titel, Gone With The Wind, henviser til det episke Hollywood drama fra 1939, hvor den ærgerrige sydstatsskønhed, Scarlett O’Hara, forblændet jagter forestillingen om kærlighed og succes og derved mister den, der virkelig elsker hende. I Pia Arkes værk er undertonen af tab måske mindre dramatisk, men ikke mindre kompleks. Der en vis grad af humor i billedet; hvordan ville historien om Scarlett mon have udspillet sig i Arktis? Og med mere alvor: hvad er på spil i kampen om Arktis, og hvem betaler prisen?

Værket stiller skarpt på en tilbagevendende konflikt i Kalaallit Nunaat imellem udefrakommende idealer og interesser og lokale realiteter. Bygden i baggrunden er Ittoqqortoormiit i Østgrønland, Arkes fødeby, som hun vendte tilbage til i 1997, og den lyshudede dukke, sikkert importeret fra Danmark eller USA, var typisk for hendes barndom. En lokal kvinde fremstillede kunstfærdige kjoler til børnenes vestlige dukker efter traditionelle, grønlandske perlebroderiteknikker.

Gone With the Wind er et positivt vidnesbyrd om kulturel modstandsdygtighed og skønheden i hybriditet. Men samtidig er det vilde arktiske landskab i Arkes opstilling reduceret til et smukt men passivt bagtæppe for dukkens iscenesættelse. Værkets fortsatte relevans er smerteligt tydelig nu, næsten 30 år senere, hvor vi kan bevidne at Kalaallit Nunaat stadig behandles som en kulisse for eksterne fantasier, dominerende kulturelle narrativer og geopolitiske interesser.

Pia Arke (1958-2007) var en afgørende stemme i 1990’ernes spirende postkoloniale landskab i Norden. Med fotografi, performance og tekst satte Arke spørgsmålstegn ved det, der synes velkendt. Hun udviklede udtrykket etnoæstetik, for at gøre opmærksom på hvordan definitionen af Europæisk og Vestlig kulturel identitet ofte beror på en konstrueret kontrast med andre, udenforstående kulturer. Etnoæstetik kan bruges som et redskab der stiller skarpt på denne fremmedgørelsesteknik – hvilke ”fremmede” definerer vi, for at vi kan føle os hjemme? Arkes virke brød den stilhed, der i mange år omgav dansk kolonihistorie, og med afsæt i sin egen oplevelse satte hun ord og billeder på koloniseringen af Kalaallit Nunaat.

Pia Arke kan opleves på SKILTET i Hornbæk hele foråret 2026.

_

A blonde doll dressed in a pink ball gown poses against a majestic Arctic landscape. The barren rock in the foreground, the ice cap spreading across the sea, and the colourful houses beyond reveal the setting as Kalaallit Nunaat (Greenland) — perhaps on a spring day.

The title Gone With the Wind alludes to the 1939 Hollywood epic, in which the headstrong Southern belle Scarlett O’Hara relentlessly pursues her vision of love and success, only to lose sight of what truly matters. In Pia Arke’s reimagining, the sense of loss is quieter yet equally layered. With subtle humour, Arke invites viewers to wonder how Scarlett’s story might have unfolded in this setting. And with seriousness: What is at stake on the cultural battlefield of the Arctic?

The image juxtaposes imported cultural ideals with local realities — a tension that runs throughout Arke’s practice. The village in the background is Ittoqqortoormiit in East Greenland, Arke’s birthplace, which she revisited in 1997. The pale-skinned doll, likely imported from Denmark or the United States, is from the artist’s childhood. A local woman would craft elaborate dresses for the children’s Western dolls, adorning them with ornate beadwork in the style of Greenlandic traditions.

Gone With the Wind can be seen as a poetic reflection on cultural resilience and the beauty of hybridity. Yet the Arctic landscape also appears as a silent backdrop — a stage upon which external fantasies are projected. Nearly thirty years on, Arke’s work remains strikingly relevant, speaking to how Kalaallit Nunaat continues to be viewed as a mere setting for external financial and geopolitical interests.

Pia Arke (1958–2007) was a pivotal voice in the emerging postcolonial discourse in Scandinavia in the 1990s. She developed the term ethno-aesthetics (1993) to draw attention to how the definition of European and Western cultural identity often relies on a constructed contrast with other ethnicities. Ethno-aesthetics can serve as a tool that highlights and examines this technique of alienation – what “others” are we constructing in order to feel at home? Through photography, performance, and writing, Arke challenged familiar narratives and gave form to stories long silenced in Denmark’s colonial history. Her work continues to reveal the entangled perspectives that shape the history — and present — of Kalaallit Nunaat.

Pia Arke’s work can be experienced on SKILTET in Hornbaek in Spring 2026.

John Giorno, LET IT COME LET IT GO, 2017

LET IT COME LET IT GO er et digt og et billede af John Giorno (1936–2019).

At noget kommer og går igen, er et naturligt fænomen. Vi genfinder bevægelsen i planeternes, årstidernes, cykliske kurs og i bølgernes evindelige rytmik. Men det er også et fænomen, der som regel er forbundet med komplekse følelser: nostalgi, smerte, lettelse, fortrydelse… Det kan være vanskelige perioder i vores liv, som vi er glade for får en ende, lykkelige tider, vi har svært ved at give slip på, en elsket vi længes efter, eller penge- eller helbredsproblemer, som vi helst vil glemme alt om.

Men Giorno’s værk, som afslører hans dobbelte bekendelse til Pop Art og buddhisme, er fritaget for sentimentalitet og vægter ankomst og afsked ligeligt.

John Giorno var en radikal amerikansk poet, musiker, performancekunstner, forkæmper for homoseksuelles rettigheder, og en central skikkelse i 1960’ernes og 70’ernes kunstneriske avantgarde i New York.

Giorno lod sig inspirere af den eksperimenterende samtidskunstscene til at nytænke poesiens muligheder, og samarbejdede med kunstnere som Andy Warhol, Robert Rauschenberg, Carolee Schneeman, og William S. Borroughs. I 1965 startede han Giorno Poetry Systems, en platform der var viet til at gøre innovativ poesi tilgængelig for en bredere skare.

Et af hans mest berømte værker er Dial-a-Poem, 1999, hvor optagelser af digte af William S. Burroughs, Patti Smith, Vito Acconci, og mange flere blev gjort tilgængelige med et enkelt telefonopkald. Værket blev siden inkluderet i den seminale udstilling, Information på MoMA, New York, i 1970.

I midten af 1960’erne blev Giorno, via Borroughs, introduceret til fænomenet ”cut-up”, en litterær teknik hvor forskellen mellem ord og billede opløses ved brug af collage. Giorno begyndte snart herefter at trykke fragmenter af sine egne digte som visuelle arrangementer, først på plakater og t-shirts.

I 1968 producerede han sit første ”poem painting”: silketryk på lærred, store bogstaver på en enkel baggrund. Dette ville blive et tilbagevendende format igennem resten af hans kunstneriske virke. Fra 1984 og fremefter blev disse værker alle udført i den samme grafiske font efter design af Mark Michaelson.

Giorno’s ”poem paintings” kræver at læseren/beskueren enten selv tilføjer konteksten eller accepterer fragmentet som det billede, det er: EATING THE SKY; EVERYONE GETS LIGHTER; WE GAVE A PARTY FOR THE GODS AND THE GODS ALL CAME; THANX 4 NOTHING. “These things work because they’re so brief you almost don’t read them,” forklarede Giorno, “They become iconic.” Med lige portion humor, vid, og rytmik implanterede Giorno sig i 60’ernes og 70’ernes kunstscene i New York, og hans ord og virke er relevante for os endnu.

LET IT COME LET IT GO er et udråb, et mantra og udtryk for en måde at leve på (Giorno konverterede i 1971 til tibetansk buddhisme). Men som et skilt i det offentlige rum kan det også blot erfares som en poetisk, visuel konstellation.